Arabisk pizza, hvad er nu det for noget? Pizza er da italiensk og består af tomat og mozzarella…… Ja det er rigtig nok, at det er sådan de fleste af os kender pizza. Men der er også en verden uden for Europa og nogen gange så er det godt at prøve noget nyt.
Tør du at kaste dig ud i denne pizza, så kan jeg næsten garantere at du har fået en ny favorit på hverdags menuen. De søde gulerødder, den salte feta og de lidt skarpe rødløg matcher den sprøde pizzabund helt perfekt. Hvis du har travlt kan du bruge pitabrød som bund eller smutte forbi den arabiske grønthandler og købe fladt arabisk brød.
Opskrift på arabisk pizza
Pizzadej:
4 dl vand
20 g gær
½ spsk groft salt
250 g durum hvedemel
250 g hvedemel
- Opløs gæren i lunkent vand
- Tilsæt salt og derefter durum hvedemelet. Rør blandingen til en tyk masse
- Tilsæt tilsidst hvedemelet lidt efter lidt, til du har en smidig og fast dej.
- Lad dejen hæve i cirka 1 time ved rumtemperatur.
- Rul dejen tyndt ud i 2 store cirkler på et meldrysset bord
- Læg dem på bagepapir, på bageplader.
Fyld:
½ kg gulerødder
2 spsk olivenolie
200 g feta
1 stort rødløg eller 2 små
2 spsk Dukkah krydderiblanding
- Skræl og skyl gulerødderne, kom dem i et ildfast fad med olivenolien.
- Bag gulerødderne i ovnen ved 200 grader til de er møre (ca. 30 min)
- Imens pilles rødløgene. De halveres og skæres i tynde skiver.
- Blend eller mos gulerødderne med halvdelen af fetaen.
- Fordel gulerodsmosen på pizzabundene.
- Drys, rødløg og dukkah over.
- Afslut med at smuldre resten af fetaen over pizzaerne.
- Bag pizzaerne ved 250 grader varmluft i 12-15 minutter. (Det tager lidt længere tid, hvis begge pizzaer er i ovnen samtidig.
- Server pizzaerne rygende varme
Tips!
Prøv at købe frisk koriander og drys det over pizzaen lige inden servering, det giver lige et ekstra pift.