Nu er foråret for alvor kommet. Solen skinner, himlen er blå og fuglene kvidrer. Samtidig er alle de nye grøntsager at finde på hylderne. Nye udenlandske kartofler, gulerødder og asparges har fundet vej til mit køkkenbord. Frikassé er en ægte forårs klassiker. Og du kan bruge både lammekød, hønsekød, kalvekød og kyllingekød.

Opskrift på Frikassé til 4 personer
1 lille løg
20 g smør
500 g hønsekød eller andet kød i strimler
300 g gulerødder
1 bundt asparges
1 dl hvidvin (eller 1 spsk hvidvinseddike og 1 dl æblejuice)
1/4 L piskefløde
1 dl mælk
1/2 bouillon terning
salt og peber
- Løget hakkes fint og svitses til det er blankt i smørret.
- Tilsæt kødet og brun det let.
- Skær gulerødderne og aspargesstænglerne i små stykker. Gem aspargeshovederne.
- Tilsæt gulerødder og hvidvin og svits det med i gryden et par minutter til næsten alt vinen er fordampet.
- Kom fløde, mælk og bouillon i gryden og lad det simre til kødet er mørt og gennemstegt og saucen er tyknet let.
- Tilsæt til allersidst aspargesstænglerne. Giv et hurtigt opkog og smag til med salt og peber.
- Server frikasséen pyntet med aspargeshoveder og med nykogte kartofler til.
- Det smager dejligt hvis du serverer lidt Rabarberchutney til.
Tips!
Jævn frikasséen med maizena så saucen bliver lidt tykkere. Og brug så saucen som fyld i tarteletter enten på frokost bordet eller som let aftensmad.