Hvem kan forestille sig en jul uden pebernødder. Nej vel. Alle butikker med respekt for sig selv har en skål eller kurv med pebernødder stående på disken. Og ja de smager da fint, supermarkedets masseproducerede julekager. Men det er altså noget helt andet med hjemmebagte pebernødder. Og det er overhovedet ikke svært, så frem med juleforklædet og kom glad i gang. Børnene kan også sagtens være med. Og der er nu noget helt særligt ved at julebage sammen.

Opskrift på pebernødder (cirka 3 bageplader)
125 g smør
125 g rørsukker (eller 50 g brun farin og 75 g sukker)
250 g hvedemel
½ dl koldt mælk
1½ tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
1½ tsk stødt kardemomme
1/4 tsk stødt hvid peber
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
- Alle ingredienserne røres grundigt sammen til en fast dej.
- Lad dejen hvile i køleskabet i mindst 30 min, gerne længere.
- Dejen rulles ud i lange tynde pølser og skæres ud i små “nødder”
- Læg pebernødderne på bageplader med bagepapir (ikke for tæt, de hæver)
- Bages ved 200 grader til de er brune (8-12 minutter)
Tips!
Lad pebernødderne køle helt af, inden de opbevares på lufttætte glas eller i fine juledåser.