Denne krydderkage har fuldt familien Schou i årtier. Opskriften hang på køleskabet i mine bedsteforældres sommerhus i Thy og alle der lånte huset bagte den. Jeg husker specielt en sommer hvor vi konstant havde gæster på en dags-visit eller overnatning. Vi bagte stort set kagen dagligt. For den forsvandt bare 🙂 Det var også den gang hvor vi konkurrerede i Tetris på mine nevøers gameboy og testede hvilken type kvinde, kæreste, nabo, forbruger, veninde osv. vi var i “Alt for dullerne” og “Femina”.

Opskrift på krydderkage
2 æg
3 dl sukker
4 dl mel
2 tsk bagepulver
2 tsk stødt kardemomme
2 tsk stødt kanel
1½ dl mælk (brug gerne kærnemælk)
100 g smeltet smør
- Æg og sukker piskes til det er luftigt.
- Mel, bagepulver og krydderier blandes i en skål og sigtes i æggemassen.
- Mælk og smeltet smør tilsættes
- Blandingen hældes i en smurt springform eller en bradepande
- Bages ved 200 grader i ca. 40 min.
- Stik i kagen efter 35 min. Hvis der ikke hænger dej ved er kagen færdig.
Tips!
Når kagen er kold kan den pyntes med flormelis, som sigtes i et tyndt lag udover kagen. Server kagen i sommervarmen med friske danske jordbær eller en stor kugle jordbæris.