Varme hveder er en dejlig tradition. Og traditioner skal vi holde fast i. Da jeg var barn havde min mor en fast tradition med sine gamle skolekammerater om at de mødtes hos deres tidligere lærer og spiste hveder på Store Bededagsaften. Senere overtog min mor traditionen og lagde hus til, hvilket har været med til, at jeg husker Store Bededagsaften som en ekstra hyggelig aften, med søde mennesker og festlighed til sent ud på natten. Det er ikke mange der kan prale af at have en relation til sine forældres gamle klassekammerater, men så sent som i går aftes talte jeg med en af hendes gamle klassekammerater, som ikke kunne få fat i min mor og derfor ringede til mig. Hyggeligt.
Så hvis du ikke allerede har en hyggelig tradition Store Bededagsaften, så er det aldrig for sent at starte en. Her kommer opskriften på de dejligste hveder. Hvis du serverer dem med lidt lækkert pålæg, som pølse, skinke og ost, så kan de godt erstatte aftensmaden. Så skal du bare bage rigeligt.

Opskrift på hveder
25 g gær
6 dl mælk
2 æg
1/4 tsk salt
1½ tsk stødt kardemomme
½ spsk sukker
200 g fuldkornshvedemel
650 g hvedemel
- Mælken lunes til den er fingervarm og gæren udrøres deri.
- Derefter røres æggene i (gem lidt æg til at pensle på bollerne).
- Salt, sukker, kardemomme og mel blandes i en skål og æltes i dejen. Hold ca 100 g hvedemel tilbage og tilsæt det hvis dejen er for fugtig.
- Ælt dejen grundigt og sæt den til hævning tildækket ved stuetemperatur i ca. 30-45 minutter.
- Form derefter dejen til 15 boller og sæt dem med kun lidt afstand imellem på en bageplade.
- Lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 30 minutter.
- Pensl bollerne med lidt æg og mælk der er pisket sammen
- Bag hvederne i 15-20 min til de er gyldne.
- Lad dem køle helt af.
- Inden de serveres skæres hvederne i 3 stykker og ristes i en varm ovn, til de er lysebrune og sprøde.
Tips!
Lav en dobbelt portion og spis hvederne til morgenmad hele Storebededagsferien. De smager skønt med Alliancemarmelade