Nu hvor det snart er tid til alle de dejlige citrusfrugter, skal i ikke snydes for opskriften på denne fantastiske appelsinkage. Første gang jeg smagte den var da jeg var i mødregruppe med min yngste dreng. Siden har jeg bagt kagen rigtig mange gange og pyntet og ændret lidt i den oprindelige opskrift. Appelsinkagen er god til et krus varm te, men den er også fantastisk som dessert, med en god kugle vaniljeis og smeltet mørk chokolade over.
Opskrift på appelsinkage
1 lille appelsin
150 gr sukker
3 æg
100 g finthakkede mandler med skal
100 g hvedemel
1 tsk god vaniljesukker
1 tsk bagepulver
50 gr smeltet smør
evt. glasur af appelsinsaft og flormelis
Kom appelsinen i en lille gryde, fyld vand på til den er dækket. Kog appelsinen i 1 time ved svag varme. Afkøl appelsinen helt og hak den i grove stykker. Fjern sten. Kom stykkerne i blenderen og blend til pure.
Pisk sukker, vaniljesukker og æg hvidt. Rør mandler i og sigt mel og bagepulver i dejen. Vend blendet appelsin og smør i dejen.
Kom dejen i smurt form med bagepapir i bunden og bag i ved 180 grader i ca 45 minutter.
Tips!
Mandlerne skal ikke smuttes. Jeg plejer at koge appelsinen dagen før. Og opbevare den i køleskabet, så er den meget nem at arbejde med.
Hej Ane.
Lyder som en lækker kage. Skal appelsinen koges med skal på? Og hvor stor en form bruger du?
Glæder mig til at prøve den.
Vh. Helle
Hej Helle
Appelsinen skal koges med skræl og den skal også blendes med skrællen på. Jeg plejer at bruge økologiske appelsiner, hvor skrællen ikke er for tyk.
Jeg bruger en rugbrødsform på 1½ liter til kagen
Håber du får succes med kagen.
God jul
Mvh. Ane
Lavede appelsinkagen i går. Den er utrolig god. Det vil blive en kage som ofte vil blive lavet til en dejlig kop the
Hvor dejligt at høre. Jeg er selv ret vild med den kage
Hejsa. Jeg har kagen i ovnen nu, men jeg vil lige sige, at jeg ikke synes det fremgår i opskriften hvornår vaniljesukker kommer ind i billedet. Jeg har puttet det i sammen med mel og bagepulver, tænkte det gav mest mening. Ellers dufter den skønt derinde
Hvor er det godt du skriver det. Jeg vil straks redigere opskriften Håber den smager lige så skønt som den dufter. Mvh. Ane
Jeg har bagt kagen i dag, den er fantastisk jeg pyntede med en flødeoste/smørcreme tilsat lidt appelsinlikør, hvilket bestemt ikke gjorde den ringere. Det bliver helt sikkert en favorit her i huset
Hej Anne-Marie
Hvor dejligt at høre. Og god ide at pynte kagen med smørcreme. Appelsinlikør… det må jeg prøve.
Mvh. Ane
Hej Ane ! Har først i går fået kendskab til din appelsinkage.
Jeg kunne ikke lide at spørge til om skralden skulle koges med. Først nu efter at kagen er i ovnen, har jeg set det skal den. Øv, men til gengæld har jeg kommet 2 appelsiner i. Jeg glæder mig til at smage den, tror det er mums. Og næsten gang. Liver det med skræl, måske du skulle skrive det i opskriften.
Mange tak for opskriften.
Mh
Anne-Lise☕️
Det er en meget nem og lækker kage. Har bagt den i vintermånederne sidste år og har nu fundet opskriften frem igen. Smager dejligt, holder sig frisk længe. Jeg dækker kagen med flormelisglasur. Uhm.
Hej Ulla
Det er jeg glad for at høre. Det er en af mine yndlings kager. Jeg har flere gange serveret den som dessert med en god vaniljeis og smeltet mørk chokolade.
Hej Ane.
Jeg har bagt appelsinkagen flere gange, og jeg elsker den.
I dag var jeg løbet tør for mandler og brugte i stedet hakkede valnødder. Det blev den bestemt ikke ringere af.
Hej Anne-Marie
Det lyder lækkert med valnødder. Det vil jeg prøve. Dejligt at mine opskrifter bliver brugt og videreudviklet
Kagen bliver meget hurtigt, meget mørk ovenpå i ovnen. Hvordan undgår jeg det?
🍀🍀🍀🍀🍀
Hej. Jeg bager altid kagen nederst i ovnen uden varmluft. Du kan også prøve at bage den ved 165 grader, måske skal den have lidt længere tid. Prøv st stikke i den efter 40 min og se om den er færdig.
Håber det virker.
Mvh. Ane
Forleden mindes jeg at have læst noget om sukat eller pommeren skal var en ide. Nu kan jeg bare ikke finde igen om det er det ene eller det andet🙄 Vh Jette
Hej Jette
Tænker at det må være et andet sted du har læst om sukat/pomeren. Men begge dele er da værd at prøve 😀
Mvh. Ane
Meget lækker kage også med er klat flødeskum til. Skal bestemt bages igen