Nice – guide til de bedste restauranter

Vi tog afsted på en kort forårstur til Nice for et par uger siden. Mens det stadig var gråt, koldt og regnfuldt i Danmark, men 18 grader og sol ved den Franske riviera. Skønt. Afsted uden børn, havde vi planlagt at give den lidt ekstra gas, med besøg på diverse  restauranter som alle er nævnt i Michelinguide 2017. Herunder følger en kort guide til de restauranter vi nåede at besøge. Det er ikke alle restauranterne der har egen hjemmeside, men jeg har linket til enten restaurantens hjemmeside eller omtalen i Michelinguiden.

This slideshow requires JavaScript.

La Meranda (Bib gourment)

Vi ankom til Nice mandag kl. 21:00 og da vi havde læsset vores bagage af i den lejede lejlighed på Rue Alberti gik vi ned i den gamle bydel hvor restaurant La Meranda ligger. Mange restauranter har lukket mandag aften, men vi havde hjemmefra sikret os at de holdt åbent, men da det er en ret populær restaurant anede vi ikke om det var muligt at få bord. Udenfor stod to andre par som ventede på at der skulle blive et bord ledigt. De var heldige og det samme var vi. Restauranten er lillebitte og har ca. 24 siddepladser. Borderne står så tæt at ejeren hiver bordet ud fra væggen for at lade en komme ind på stolen ved væggen. Da vi kom sent måtte vi beslutte os hurtigt og da vi var enormt sultne besluttede vi os for en forret og en hovedret hver. Min mand bestilte en mini pizza og en typisk Nice ret Daube (som er en gryderet med mørt oksekød og grøntsager). Hertil fik han serveret håndskårne pommesfrites. Han var i den syvende himmel. Jeg selv bestilte en ruccetta salat med ricotta og oliven, simpelt og super lækkert. Bagefter fik jeg serveret rygende varme linser med grove pølser og dryppet med olivenolie. Ikke en ret jeg har kunnet opdrive på nogen restaurant i Danmark, men en klassiker i Nice og jeg har også spist lignende i Italien. Fantastisk. Hertil måtte vi selvfølgelig drikke iskold rosé. Og rosé smager bare bedre når vejret er lunt og alle omkring en taler fransk. La Meranda, 4 Rue Raoul Bosio, 06300 Nice, Frankrig 

Flaveur (1 stjerne)

Vi havde bestilt bord hjemmefra til tirsdag frokost. Hold nu op det var et fantastisk måltid. Det er første gang jeg spiser på en Michelin stjerne restaurant, så jeg var næsten som et lille barn, med sommerfugle i maven og skyhøje forventninger. De blev indfriet. Vi blev mødt af en utrolig sød og meget professionel tjener. Under hele måltidet var han opmærksom uden på nogen måde at være påtrængende. Vi havde oplevelsen af at han var der bare for vores skyld. Vi bestilte hver en to retters menu (forret og hovedret) med et glas vin til hver ret. Vi startede med en aperitif og og imens vi nød den, begyndte et flow af små appetizers at lande på vores bord. Det blev til 9 stk tror jeg, som alle var anrettet i de fantastiske små skåle og på kunstfærdig måde. En lille kold suppe, tun på sprød kiks, kaviar, fermenteret hvidløg i en lille skal, dyppet i tørret kød, gedeost og meget mere. Da så forretten kom asparges med skum, creme og papirtyndt fennikel var der ikke et øje tørt, det smagte fantastisk. Til hovedret fik vi yellowfin (tun) på en bund af grillet artiskok og en reduceret fiskefond. Det var helt vidunderligt. På dette tidspunkt havde vi siddet til bords i lige under 2 timer og var meget godt tilpas. Tjeneren som løbende havde forklaret os om maden og sørget for at alt var i orden, spurgte om vi havde fortrudt at vi ikke havde bestilt dessert, det havde vi på en måde, men vi var ikke ret sultne, han foreslog at vi delte, hvilket var helt perfekt. Desserten var mandarin tilberedt på 5 forskellige måder, grillet, som is, syltet, bagt, som sirup og så med en knasende crumble og karameliserede nødder. Selvom vi ikke havde bestilt dessertvin, syntes tjeneren alligevel vi lige skulle smage et glas, så det fik vi på husets regning. Afslutningsvis bestilte vi 2 kopper espresso og var enige om at det havde været en fantastisk kulinarisk oplevelse, men det stoppede ikke her, for til kaffen fik vi serveret små søde ting, kokosmælk med syltet papaya, mandler med chokolade overtræk serveret i en lille skål med sukker låg, kondenseret mælk med blomster og krydderurter, chokolademousse og en salt fløde karamel. Det var en helt unik oplevelse og med en regning på under 2000 kr incl. vin, vand og drikkepenge må man sige at vi følte, at vi virkelig havde fået en stor oplevelse for en meget rimelig pris. Det er ikke sidste gang vi spiser her. Flaveur, 25 Rue Gubernatis, 06000 Nice, Frankrig.

Bar des Oiseaux (Bib gourment)

Efter at have spist en overvældende frokost, hvor vi troede vi aldrig ville blive sultne igen, så fik vi alligevel lyst til en lille bid ved 20 tiden. Vi havde aldrig selv fundet denne restaurant. Den ligger i det gamle i Nice i en sidegade til en sidegade, udefra ligner det ikke noget særligt, men da vi kom indenfor var der en intens stemning og en skøn duft af mad. Vi blev placeret ved et lille bord med udsigt direkte til det åbne køkken, hvilket jeg synes var en stor fornøjelse, for så kunne jeg følge med i kokkenes arbejde. Min mand bestilte risotto med fennikelpølse og jeg kastede mig over ravioli med trøffel. Nu er det jo lidt svært at komme efter et stjerne måltid, men der var bestemt intet at sætte en finger på, begge retter var velsmagende og veltillavede. De desserter der blev serveret rundt om ved de andre borde så virkelig gode ud, men vi kunne simpelthen ikke spise mere. Betjeningen var god og ejeren gik rundt med sine klik-briller og smagte på vine ved de forskellige borde, meget charmerende og hyggeligt sted. Bar des Oiseaux, 5 Rue Saint-Vincent, 06300 Nice, Frankrig

Comptoir du Marché (Bib gourment)

Lille yderst hyggelig restaurant, som vi fandt frem til onsdag efter et par timer med en god bog på stranden. Der var åbent for frokost fra kl. 12-14. Det var muligt at sidde ved et af de små borde udenfor, men så skulle man være heldig for der var kun omkring 10 pladser. Det var ingen ledige pladser ude da vi kom kl.13, så vi sad inde, hvilket var helt fint, da det var et meget hyggeligt lokale. Tjeneren præsenterede os for en tavle med dagens retter. Jeg valgte to forretter sardiner (som jeg elsker højt og altid skal have mindst en gang mens jeg er i Nice) og dampede porer med grillet æg og sennepssauce. Min mand fik en gigantisk entrecote. Det er ikke sidste gang vi har været her og det er bestemt lige noget for mig at vælge to forretter, så får jeg jo smagt lidt forskelligt, hvilket jeg er stor fan af. Helt sikkert et sted vi kigger ind forbi næste gang turen går til Nice. Comptoir du Marché, 8 Rue du Marché, 06000 Nice, Frankrig

Olive et Artichaut (Bib gourment)  

Denne restaurant har jeg aldrig før lagt mærke til, den adskiller sig lidt fra de øvrige steder vi besøgte, den var lidt mere “moderne” indrettet, men stadig hyggelig. Værtinden som var tydeligt gravid, var meget imødekommende og lod os have god tid til at stave os igennem menukortet. For en gangs skyld tog vi en fuld menu hver. Terrine med salat, filet af kalv med garniture og chokolde fondant med is . Meget klassisk, men yderst velsmagende(ca. 30 Euro for en menu). Jeg kan godt lide når man får god tid til at sidde og nyde sin mad og ikke behøver atstresse derud af, fordi restauranten skal nå så mange gæster som muligt på en aften. Her var tjenerne gode til at aflæse hvornår de skulle komme med næste ret og hvornår de skulle vente. Vi bestilte bod hjemmefra og det var vi glade for der var mange der blev afvist og et par stykker der fik lov at side i baren med deres forret og så blev vist ned til et bord når der blev ledigt, meget fleksibelt og rigtig god service. Der var et par selskaber der havde børn med og vi blev enige om at det bestemt også er et sted vi vil tage børnene med når turen igen går til Nice. Olive et Artichaut, 6 Rue Sainte-Reparate, 06300 Nice, Frankrig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *