Sommeren er fuld af arrangementer og tit skal man medbringe en ret til sammenskudsgilde i skolen, til vennernes grillparty eller man skal selv have gæster som skal mættes med kød fra grillen og masser af friske salater. Prøv at servere denne fennikelsalat, som er sprød, smuk og sommerlig. Og med kun 5 ingredienser er den både nem at købe ind til og let at tilberede.
Opskrift på fennikelsalat
1 fennikel
1/2 gul peber
50 g feta
Saft af 1/2 citron
Frisk timian
1/2 tsk salt
Friskkværnet peber
- Rens fennikel og skær den over på langs, snit de to halvdele i tynde skiver.
- Hæld citronsaften over fennikel skiverne og drys med salt og peber.
- Rens peberfrugten og skær den i strimler.
- Bland grøntsagerne sammen. i en skål.
- Smulder fetaen over og pynt med frisk timian.
Tips!
Brug en rigtig god feta fra grønthandleren eller prøv Knuthenlunds hvidost som kan købes i Irma.
Hvis du skal have salaten med og den ikke skal serveres med det samme, kan du med fordel pakke de forskellige ingredienser i små fryseposer, husk at blande citron og fennikel, så fennikelskiverne beholder deres flotte farve. Så kan du nemt blande ingredienserne i en skål lige inden servering.
Prøv at servere salaten som tilbehør til rimmet svinemørbrad.